Sådan rekrutterer vi

Læs om vores rekrutteringsproces og hvad du kan forvente af os, når du søger et job i Koncernservice.

Jobopslaget

Når vi har et ledigt job, kan du finde det på Københavns Kommunes egen jobportal, på jobnet og eventuelt på andre relevante jobportaler. Du søger jobbet via vores online rekrutteringssystem ved at følge linket i opslaget.

Ansøgningen

Når du har søgt et job hos os, får du en bekræftelse på mail. Hvis dine kompetencer og din baggrund matcher det, vi leder efter, bliver du inviteret til en samtale. I modsat fald får du et afslag på mail, når vi har besat det ledige job.

1. jobsamtale

Formålet med samtalen er at finde ud af, om der er et match mellem dig, dine kvalifikationer og det ledige job. Din måske kommende leder gennemfører samtalen. Med til samtalen er også en måske kommende kollega og eventuelt en tillidsrepræsentant. Samtalen varer som hovedregel højst en time og oftest kun en halv.

Hvis vi vurderer, at der er et match, bliver du inviteret til 2. jobsamtale. I modsat fald ringer vi til dig og begrunder vores afslag. Du får også et formelt afslag på mail. For nogle jobs er det tilstrækkeligt at gennemføre en samtale.

2. jobsamtale

Anden samtale handler mest om dig som person, så vi går mere i dybden med dine kompetencer og dine samarbejdsevner. Du skal eventuelt:

  • Løse en konkret case, som indeholder en realistisk problemstilling.
  • Gennemføre en online personligheds- og færdighedstest.

Hvad der skal ske, vil du blive orienteret nærmere om enten allerede ved første samtale, eller når du bliver inviteret til anden samtale.

Uopfordrede ansøgninger

Når vi modtager uopfordrede jobansøgninger, henviser vi altid til de ledige jobs. Tilmeld dig vores jobagent og få direkte besked, når der er et ledigt job inden for dit interesseområde.

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet, at alle ledige stillinger skal annonceres ved offentligt opslag – med undtagelse af job i løntilskud, praktikstillinger, fleksjob og lignende samt tidsbegrænsede stillinger med en varighed på max fem måneder, hvor kommunen allerede råder over en vikar. Reglen er blandt andet lavet for at stille alle borgere lige i forhold til at få en stilling i kommunen.